June 4, 2020
Frontfigurerne fra Palægade, den københavnske restaurant, der for nylig brændte og siden gik konkurs, står nu klar med et nyt spisested.
Ole Troelsø har besøgt den nye Restaurant Møntergade, som Rasmus Amdi, Simon Olesen og Karina Pedersen åbner 8. juni. Troelsø var der inden nyheden blev offentliggjort den 5. maj, og havde selv taget frokost med for at blive den første, der spiste frokost på Restaurant Møntergade.
I dette afsnit fortæller Rasmus Amdi og Simon Olesen, hvad der førte til bruddet med deres tidligere partnere, Formel B restauratørerne Rune Jochumsen og Kristian Arpe Møller, ligesom de fortæller, hvad de og kompagnonen Karina Pedersen vil med den nye restaurant.
May 22, 2020
Ole Troelsøs forventninger var naturligvis tårnhøje, da han mødte op i Nomas vinbar for at smage den verdensberømte restaurants bud på en af verdens mest populære slags fastfood; burgeren.
May 13, 2020
De har prøvet at være de unge talenter, de hotteste stjernekokke, at have Michelinstjerner og blive håbløst umoderne. De har været på fallittens rand flere gange, og selv om de snart er pensionsmodne, knokler de som aldrig før.
I dette afsnit møder Ole Troelsø det gastronomiske makkerpar Lisbeth og Bo Jacobsen, som gennem 30 år har drevet Restaurationen. De fortæller om baggrunden og motivationen for deres arbejde, og hvordan man laver fremragende bacon.
May 11, 2020
Copenhagen Distillery står bag den første whisky destilleret i København, og ikke nok med det, så laver de også en whisky på den oldgamle danske kornart emmer. Destilleriet blev grundlagt for seks år siden af juristen Henrik Brinks, som også er manden, der ved, hvordan man får en whisky til at smage lidt af røget sild.
Tag med Ole Troelsø ud og besøg det københavnske destilleri, og hør Henrik Brinks fortælle alt - næsten alt - om hvordan whiskyen bliver til, og hvad det er der gør den anderledes end andre danske whiskyer. Det med den røgede sild er dog hemmeligt.
April 27, 2020
Vinhandlerne mistede fra den ene dag til den anden salget af dyre vine til restauranter, da coronakrisen lukkede så godt som hele branchen ned. Det fik nogle vinhandlere til at sætte priserne ned på en række dyre vine. Her kan du høre, hvordan Ole Troelsø og restaurantchef Jan Restorff fra Søllerød Kro oplever en række vine i prisklassen 500-1500 kr.
April 11, 2020
Hvis du er kok, kender du Jens Peter Kolbeck. Det samme gælder, hvis du går op i højgastronomi. Men uden for disse kredse er han en af Danmarks mest oversete topkokke. Det skyldes nok, at han er født i 1947 og karrieren derfor toppede i en tid, hvor danskerne ikke interesserede sig særlig meget for højgastronomi.
Og netop højgastronomi kan Jens Peter Kolbeck lære de fleste af os meget om. Derfor udgav han i fjor en selvbiografisk kogebog, De kalder ham Sølvræven, som netop har vundet sølv ved Gourmand World Cookbook Awards.
March 27, 2020
Med en lille hårknold på toppen af hovedet ligner Mads Battefeld en japansk sumobryder i miniudgave, men ikke en japansk kok, fordi de er som regel helt glatragede. Det fortæller Mads Battefeld i dette afsnit, som indeholder overraskende oplysninger om, hvordan sushifisk skal behandles.
January 10, 2020
Bordet står stadig på Noma i anden del af gastronomiredaktør Ole Troelsøs samtale med stjernekokken René Redzepi. Hvad skal der til for, at Danmark stadig kan udvikle sig gastronomisk? Hvordan talentudvikler man i et fag, hvor der er færre og færre, der søger ind på kokkeuddannelsen? Og sidst, men ikke mindst: Af alle Redzepis projekter og forretninger, hvad er han allermest stolt af?
"På trods af, at jeg i mange år har været en kolerisk, åndssvag kokkeleder, så er jeg virkelig glad for, at vi har så mange folk, som har været her i så mange år."
"Det er jo ikke familie, og det er heller ikke kollegaer, det er et eller andet midt imellem. Vi er ligesom groet sammen, uden at vi ikke også udfordrer og skubber hinanden fremad," lyder det fra Redzepi.
December 6, 2019
Redzepi har for længst opnået verdensberømmelse for såvel restauranten, sig selv og den danske gastronomi, og for første gang siden Nomas åbning i 2004 har stjernekokken fået fuld kontrol over virksomheden. En virksomhed, som i dag er noget helt andet, end det Redzepi stævnede ud for at skabe.
Førstepladsen på The Worlds 50 Best Restaurants-listen cementerede Nomas globale kultstatus, og selvom førstepladsen gled Noma af hænde og en nedtur begyndte, så vendte Noma i 2019 tilbage på listen helt oppe blandt de øverste placeringer.
Men hvordan sørger Redzepi for, at hans stab fortsat innoverer og leverer den ypperste gastronomiske oplevelse for gæsterne? En del af svaret ligger i de otte ansatte, som udelukkende er ansat til at finde på nyt i test- og fermenteringskøkkenet.
"Oftest er der hele tiden muligheder. Det er os, der stopper med at se dem. Og det er en vores største fjender. Det er, når vi stopper med at se muligheder i vores daglige arbejde," siger René Redzepi.
July 12, 2019
Vinmageren Jonas Tofterup er den første dansker, som har bestået eksamen til Master of Wine, verdens mest anerkendte vinspecialist-uddannelse. En af de sværeste discipliner ved eksamen er blindsmagning, og da Ole Troelsø møder Jonas Tofterup over frokost på Restaurant Palægade, synes han lige, at Jonas skal have endnu en tur i blindsmagningsmaskinen. Og nu skal det ikke være så nemt; Han udsætter den nyudklækkede Master of Wine for en helt umulig opgave, nemlig at gætte en hjemmelavet naturvin baseret på en obskur drue fra et hjørne af den græske ø Kreta.