June 7, 2021
Mikael Andreasen var blikkenslager, indtil han begyndte at røge laks. Nu står han bag et mikrorøgeri på Samsø, som leverer noget af Danmarks fineste røgede laks. Hans råvarer leveres fra et bæredygtigt opdræt på Færøerne og røges nænsomt i dagevis med savsmuld fra lokale kirsebærtræer, hvilket giver en nærmest marcipanagtig duft.
May 6, 2021
I et forhenværende leverpostejbageri på seks kvadratmeter i en gammel landsbybrugs ligger Jyllands måske mest spændende surdejsbageri. Det er Beanster Baker, som består af Benjamin Wolthers, en røremaskine og en lille ovn. Selvom bageriet ikke er så berømt som de københavnske stjernebagerier Hart, Juno eller Lille, så bager Beanster Baker lige så fremragende surdejsbrød.
February 19, 2021
Rasmus Oubæks karriere begyndte, da han sammen med sin bror åbnede en gourmetrestaurant i Sønderjylland. Restauranten lavede skøn mad, men blev en økonomisk fiasko. Det ærgrede ham så meget, at han holdt op med at lave mad og i stedet blev stilladsarbejder. Men køkkenet trak alligevel, så han endte i København, åbnede igen en restaurant og fik den Michelinstjerne, han drømte om – men ikke de gæster, han havde brug for.
Derfor droppede han gourmetstilen og lavede stedet om til en bistro, som blev en bragende succes, men den blev han træt af, og så rykkede han videre for at være med til at etablere steakhouse-kæden MASH. Men det blev han også træt af, og så vendte han tilbage til den mere ambitiøse gastronomi. Hvordan han sidenhen etablerede den populære restaurantkæde med bl.a. Pluto og Gorilla samt burgerkæden Jagger, kan du høre i dette afsnit.
January 19, 2021
Paul Cunningham er en af Danmarks mest kendte og højest profilerede gourmetkokke. På Henne Kirkeby Kro har han to stjerner i Michelinguiden, og som kok er han synonym med luksuriøs velsmag af højeste klasse. Men nu prøver Paul Cunningham kræfter med fastfooduniverset, når han i januar 2021 lancerer en burger hos McDonald's.
December 21, 2020
I denne korte, vinnørdede særudgave af Til bords med Ole Troelsø, giver sommelier Simon Olesen sit bud på de vine, der er bedst til den fede julemad med and og flæskesteg. Glem alt om Amarone, Bordeaux og andet tungt, lyder rådet fra Simon Olesen fra Restaurant Møntergade.
December 20, 2020
Morten Kirk Johansen står bag den unikke Restaurant Lyst i Olafur Eliassons bygningsmæssige kunstværk, Vejles Fjordenhus.
Inden den højgastronomiske restaurant åbnede, havde Morten i årevis trænet med bl.a. smørrebrød på Restaurant Remouladen. Han er hverken kok eller tjener, men grafisk designer, og han går til restauratørrollen på en usædvanlig facon.
Hør Morten Kirk fortælle sin historie over et fad smørrebrød.
June 4, 2020
Frontfigurerne fra Palægade, den københavnske restaurant, der for nylig brændte og siden gik konkurs, står nu klar med et nyt spisested.
Ole Troelsø har besøgt den nye Restaurant Møntergade, som Rasmus Amdi, Simon Olesen og Karina Pedersen åbner 8. juni. Troelsø var der inden nyheden blev offentliggjort den 5. maj, og havde selv taget frokost med for at blive den første, der spiste frokost på Restaurant Møntergade.
I dette afsnit fortæller Rasmus Amdi og Simon Olesen, hvad der førte til bruddet med deres tidligere partnere, Formel B restauratørerne Rune Jochumsen og Kristian Arpe Møller, ligesom de fortæller, hvad de og kompagnonen Karina Pedersen vil med den nye restaurant.
May 22, 2020
Ole Troelsøs forventninger var naturligvis tårnhøje, da han mødte op i Nomas vinbar for at smage den verdensberømte restaurants bud på en af verdens mest populære slags fastfood; burgeren.
May 13, 2020
De har prøvet at være de unge talenter, de hotteste stjernekokke, at have Michelinstjerner og blive håbløst umoderne. De har været på fallittens rand flere gange, og selv om de snart er pensionsmodne, knokler de som aldrig før.
I dette afsnit møder Ole Troelsø det gastronomiske makkerpar Lisbeth og Bo Jacobsen, som gennem 30 år har drevet Restaurationen. De fortæller om baggrunden og motivationen for deres arbejde, og hvordan man laver fremragende bacon.
May 11, 2020
Copenhagen Distillery står bag den første whisky destilleret i København, og ikke nok med det, så laver de også en whisky på den oldgamle danske kornart emmer. Destilleriet blev grundlagt for seks år siden af juristen Henrik Brinks, som også er manden, der ved, hvordan man får en whisky til at smage lidt af røget sild.
Tag med Ole Troelsø ud og besøg det københavnske destilleri, og hør Henrik Brinks fortælle alt - næsten alt - om hvordan whiskyen bliver til, og hvad det er der gør den anderledes end andre danske whiskyer. Det med den røgede sild er dog hemmeligt.